Rigtigt mange af os har tendens til at anskaffe os ALT for mange ting.

Det er blandt andet mængden af ting, der får vores hjem til at rode til igen og igen, fordi vi simpelthen ikke kan skabe systemer, der kan rumme alle de ting – uden at systemerne kollapser gang på gang.

For at komme rodet til livs, må vi i stedet øve os i at skille os af med ting, der ikke længere gavner os – måske aldrig har gavnet os, og her opstår næste udfordring:

Ofte ved vi godt med vores intellekt, at noget er passé, at der er noget, vi slet ikke bruger, eller som vi ikke kan lide – og ALLIGEVEL har vi utroligt svært ved at give slip.

Årsagerne til, at du har svært ved at give slip, er et sammensurium af de historier, du har samlet sammen og skabt dig gennem dit liv – bevidst og ubevidst. Dine årsager er ikke de samme som mine eller din nabos, og dog er der masser af sammenfald.

I det følgende har jeg samlet de syv mest almindelige årsager til, at vi har svært ved at give slip. Dine årsager er højst sandsynligt en kombi af flere af dem, og når du først har gennemskuet dine årsager, har du mulighed for bevidst at arbejde på at gøre noget andet.

MINDER

Ofte knytter vi minder til ting, som vi derfor kan have svært ved at slippe. Vi frygter, at vi så også mister mindet.

De grønne bukser minder dig måske om en glad og fri tid, som ikke længere er, eller din blomstrede vase minder dig om din afdøde tante.

PROBLEM

Hvis du ikke kan passe bukserne, og i øvrigt ikke kunne se dig selv tage dem på, fordi de slet ikke er din stil længere, eller du ikke kan lide vasen, så er det lidt ærgerligt, at de begge fylder op og fylder dig med et samsurium af af følelser, hver gang du støder på dem. Både de rare følelser knyttet til tiden og tanten, men også mindre rare: Sorgen over tiden og mennesket, der ikke længere er, ærgrelse over ikke at kunne passe bukserne, og måske dårlig samvittighed over ikke at bruge vasen.

LØSNING

Giv slip.

Vid, at minder ikke forsvinder med ting.

Du vil blot blive mindet om tiden og mennesket på andre måder. Gennem en pludselig duft, en sang i radioen, et billede eller en samtale.

GAVER

Der kan være mange knap så rare følelser forbundet med at skille sig af med en gave, fx skyld, dårlig samvittighed, frygt for at gøre giveren ked af det og utaknemmelighed. Så mange, at de fleste undgår det.

PROBLEM

Du beholder gaven, du ikke kan lide. Du ser på den hver dag eller ofte, eller du gemmer den bagerst i skabet, hvor den fylder op. Dermed tager du mere hensyn til giveren end dig selv. Du slipper nemlig sjældent for følelsen af skyld og utaknemmelighed over ikke at kunne lide gaven, selvom du beholder den.

LØSNING

Forsøg at give slip.

Vid, at gaven har haft sin funktion, idet gavens største værdi i virkeligheden er glæden ved at give og modtage gaven. (Det er blot en BONUS, når vi også knuselsker de gaver, vi får.) Alle er bedre tjent med, at gaven sendes videre til nogen, der rent faktisk vil nyde at bruge den.

Det kan også hjælpe at tænke omvendt. Skal din veninde/mor/svigermor/? beholde en gave, hun ikke kan lide, blot fordi du har givet hende den?

PENGE

Mange har svært ved at skille sig af med ting, simpelthen fordi de har kostet penge – og særligt, hvis ting har været dyre eller ikke rigtigt er blevet brugt. Det kan føles forkert, ødselt, simpelthen som at smide penge ud af vinduet.

Jeg hører tit: “Jeg bruger den aldrig og bryder mig ikke om den, men den er for værdifuld at gå af med.”

Bagved ligger ofte en pengefrygt, en frygt for at mangle og/eller en følelse af ikke at have råd til at skille sig af med tingen. Tingen fylder op, du skal rykke rundt på den, og den minder dig igen og igen om de ærgerlige penge, du brugte på den.

LØSNING

Skil dig af med den, og slip samtidigt naget. Var det et fejlkøb, så lær af det. Hvad kan du med fordel undgå i fremtiden? Næste gang du køber noget, så vær selektiv. Und dig selv det bedste, dét der passer til dig, og lad resten ligge. På den måde kan du faktisk føle dig rigere.

POTENTIALE

Du ser potentialet i alting. Du er sikkert ret kreativ, og ting som andre ville kassere, kan du snildt bruge til dit næste kreaprojekt.

PROBLEM

Du finder ting og sager konstant og bringer dem hjem. Din familie og venner kommer måske også med ting, de bare ved, du vil tage imod med glæde.

Dine krealagre – måske endda meget af dit hjem – flyder over. Du føler indimellem, at du bør bruge nogle materialer, blot fordi du har dem og udskyder derfor andre ting, som du egentlig har mere lyst til.

LØSNING

Vær selektiv. Godt nok KAN du bruge alting, men VIL du bruge alting?

Gå dine lagre igennem. Gem det bedste. Und dig selv de aller bedste materialer og lav lige de projekter, du har allermest lyst til.

Giv slip på resten.

Vid, at du aldrig vil mangle materialer. Med din evne til at se potentiale, vil du altid kunne opbygge nye lagre hurtigt.

MANGEL

Du har ikke brug for den nu, men tanken om, at du kunne få brug for den en dag, bliver altoverskyggende og får dig til at gemme just in case.

Og det er sandt! Du kan potentielt få brug for ALT igen.

PROBLEM

Gemmer du alt, skal du bygge et større hus.

Du kommer muligvis til at skabe selvopfyldende profetier, hvor du lige præcis får brug for dén ting, du har sluppet, fordi du ubevidst leder efter det. Dermed holder du din mangelfrygt ved lige og kan ikke slippe noget som helst.

LØSNING

Øv dig i at slippe ting, du ikke har brugt længe.

Vid, at kommer du til at stå i en situation, hvor du skal bruge noget lignende, så vil der altid opstå en bedre mulighed. Du vil låne dig frem eller finde én, der passer meget bedre til dér, hvor du er nu.

TRYGHED

Hvis du altid eller i mange år har levet med mange ting, vil det opleves som det mest genkendelige og dermed trygge for dig. Når du begynder at sortere ud, kan det derfor føles utrygt, tomt og du kan blive i tvivl om, hvordan du skal opholde dig i dit hjem – nu med færre ting.

PROBLEM

Du får lyst til at beholde ting, fylder hurtigt dit hjem op med nye ting og/eller udskyder oprydningen igen og igen.

LØSNING

Tag oprydningen i dit tempo. Giv slip på lidt ad gangen, så det føles ok, men udfordr også dig selv. Skru op for trygheden i dit hjem og dit liv på alle mulige andre måder. Lyt til musik, ring til en ven, put dig med tæpper og en god bog eller gør lige dét, du forbinder med tryghed.

MILJØET

Du er meget bevidst om dit klimaaftryk i verden og har derfor svært ved at skille dig af med ressourcer, der på en eller anden måde kan bruges nu eller senere. Du tager måske også andres aflagte ting til dig og føler, du skal bruge dem.

PROBLEM

Du beholder og bruger ting, du ikke kan lide, fordi du føler, du bør. Det føles indimellem som en byrde for dig, at du skal kompensere for andres ødselhed med ressourcerne ved at bruge det, de har kasseret.

LØSNING

Det er fantastisk, når vi finder guld i andres aflagte ting. Bliv ved med det! MEN tillad dig selv KUN at holde på dét og tage dét til dig, du kan lide.

Du er allerede et vidunderligt godt eksempel for os andre på, hvor meget mere vi kan udnytte de ressourcer, vi allerede har.

Vid, at når du bliver mere selektiv med, hvad du beholder og tager til dig, nærer du dig selv og får dermed endnu flere kræfter til at stå frem som et lysende bæredygtigt eksempel, vi andre kan lære af.

Det var årsagerne. Hvilke ramte dig? Nu hvor du er klogere på dine årsager, har du mulighed for at gøre noget andet. Tag små eller store skridt i retningen af at blive bedre til at slippe det, der ikke længere gavner dig.

På mit nyeste onlineforløb 21 trin, der ændrer dit forhold til rod og oprydning får du blandt andet hjælp til at arbejde i bund med dine årsager. Onlineforløbet begynder den 1. september, men indtil mandag den 19.8. får du forløbet til intropris. Se mere her:

Onlineforløbet: 21 trin, der ændrer dit forhold til rod og oprydning