Har du nok tøj til dit barn? Eller har du i virkeligheden ALT for meget?

Det er VIRKELIG ikke sjovt at mangle noget – det kan de fleste af os sætte os ind i… Så meget, at vi selv frygter at mangle og derfor kommer til at samle på ALT for meget, hvilket kan give os helt andre problemer.

Fx har mange ALT for meget tøj til sig selv, men i høj grad også til deres barn. Udover frygten for at mangle, kan vi tænke, at hvis vi har meget tøj, har vi masser muligheder for at kombinere og behøver ikke vaske så ofte – hvilket umiddelbart letter vores hverdag.

MEN

Ofte sker det modsatte – at ALT det tøj skaber problemer i vores hverdag:

  • Skabe og skuffer er proppede og roder derfor nemmere til.
  • Vi udfordres på at finde alternative opbevaringsmuligheder.
  • Vi mister overblikket over, hvad vi har.
  • Valgmulighederne overvælder os.
  • Vasketøjskurven flyder over.
  • Det bliver uoverskueligt.

Måske er du også så heldig, at du arver tøj til dit barn… Det er jo blevet meget almindeligt, at børnetøj ryger i rotation fra det ene barn til det andet… DEJLIGT! Men hvis du ikke sorterer godt og grundigt ud i det, kan det hurtigt blive for meget – for uoverskueligt.

En kunde jeg besøgte havde følgende problem:

Hendes yngste datter arvede tøj fra storesøster, fra en kusine og fra to venner af familien. Altså stort set fire fulde garderober + det pigen fik i gaver.

Familien, pigen og skufferne var ved at flyde over af tøj.

For en lille pige er variationen ikke så vigtigt, som den måske kan være for voksne, så vi kom frem til, at 10 sæt tøj var rigeligt. Med 10 sæt var der ét til hver dag i ugen, et par ekstra sæt, og ALT kunne vaskes i weekenden, uden at det blev uoverskueligt.

Vi sorterede ALT tøj i størrelser, og kvinden valgte det bedste tøj – det hun bedst kunne lide – og skabte 10 fine sæt.

Resten af tøjet blev pakket til mødrehjælpen.

Kan du forestille dig, hvor meget plads det skabte i skabe, i skuffer, i vasketøjskurven og i hjemmet… Og hvor nemt det pludselig blev at bevare overblikket?

Hvor mange sæt mon dit barn har brug for, for at det hele kører optimalt?

Share: