Ryd op i dine to do lister.

Helt ærligt.

Kig på punkterne.

Er de vigtige for dig?

Er de rigtige for dig?

Slet så meget som muligt og slip dig selv og din tid fri, så du kan lave lige det, du har lyst til, når du får lyst.

Tidligere skrev jeg lange to do lister… i en blanding af frygt for at glemme, frygt for at spilde tiden, frygt for at kede mig og helt ærligt i frygt for stilheden, hvis jeg pludselig ikke havde noget at lave…

Listerne greb om sig, både lister til arbejdsdagen, lister til fritiden og lister til weekenden, ferien, måneden etc… med alt det, jeg gerne ville nå.

Jeg skrev ikke kun nødvendigheder og pligter ned, i min iver og i min trang til at tømme hovedet blev alt lige fra “skrive mails” til “at ringe til en ven” til “fodbad” til “shopping” til “pudse støvler” til “træning” til “hækle” til alt… punkter på min liste i en stor uskøn forsamling.

Lige gyldigt hvor meget jeg nåede, var der altid masser, jeg mangler… og hver gang jeg kom i tanke om noget, der skulle ordnes eller som jeg havde lyst til, kom det også på listen.

Hyggelige og kreative projekter kom på weekendlisterne, som dermed også blev fyldt til randen, alt blev til pligter, og ingen lyst fik plads.

Jeg fortrængte fuldkommen mit behov for pauser… og slog dem hen som kedelige og som komplet tidsspilde.

Jeg elskede at skrive listerne, men det blev mere og mere almindeligt, at jeg fik både kvalme og en følelse af meningsløshed, når jeg var i gang… mit hjerte og min lyst led, fordi mit fokus på listen, afholdt mig fra at mærke, hvad der var vigtigst, og hvad jeg egentlig havde lyst til lige nu.

Det var min 2. Stresssygemelding, der for alvor satte en stopper for galskaben.

Pludselig kunne jeg kun skrive listen, men ikke udføre et eneste punkt. Jeg indså, hvor ligegyldige mange af punkterne var.

Nu arbejder jeg med nye slags lister. Jeg kan sagtens finde på, at skrive ned, hvad jeg skal nå, men kun hvis det er absolut nødvendigt, at det nås i dag.

Resten af tiden handler jeg efter min lyst.

Share: