I morgen er det som bekendt Black Friday, og mange butikker vil gøre, hvad de kan for at få dig og mig til at se det uundværlige i et af deres blændende tilbud.

Og det mest nærliggende ville nok være, at jeg råbte: LAD VÆR!!!! Så højt, at du kunne høre det helt ude på den anden side af skærmen.

Jeg kunne i stedet opfordre dig til at blive hjemme og holde KØBESTOP, og at du i stedet for at anskaffe dig noget, sorterede ud i noget af det, du allerede har. (GIV SLIP) Du ville finde guld i gemmerne, som du kunne nyde, og resten kunne du sende til genbrug og dermed bidrage bæredygtigt til denne dag.

Faktisk er der stor sandsynlighed for, at det kunne gøre dig lige så glad og opstemt som shoppingen!!!

Men jeg ved godt, at det er fristende at se sig om i morgen… Og jeg indrømmer gerne, at jeg selv kan se fornuften og magien i at købe en helt vildt lækker ting til mig selv på bud i morgen – gerne én jeg har ønsket mig længe. Derfor vil jeg komme med et andet lille tip:

(Jeg bruger det selv, og du kan bruge det hele året rundt.)

Vær bevidst til stede, når du shopper! Selvom det måske går hurtigt rundt omkring dig, så sæt tempoet lidt ned. Vi kan så nemt blive fristet og hive noget med i forbifarten, men prøv virkelig at overveje dine køb, og vær sikker på, at det, du tager med hjem, virkelig giver dig noget – ikke bare et “rush”. Tænk over, om det også en yndling på mandag, om en måned og næste år, eller om det blot er endnu én.

HVORFOR?

Fordi du ikke har brug for flere ligegyldige ting, der ender med at fylde op i skabe og skuffer.

Det har jeg i hvert fald ikke!

Jeg synes, vi skal unde os selv det bedste – og KUN det bedste, og hvis det betyder, at vi går tomhændet hjem i morgen, så er ALT, som det skal være.

Hav så en dejlig fredag!