Det er utroligt, så svært det kan være for mig at tage mig sammen til en løbetur.

Jeg ved, hvor godt den gør mig.

Jeg ved, hvor stolt jeg bliver af mig selv.

Jeg ved, hvor rart det er med den friske luft og følelsen af hjertet, der pulserer. Jeg ved, at træningsværket dagen efter får mig til at smile.

Og alligevel skal en milliard undskyldninger overvindes først…

Jeg er for træt, det er bedre at hvile eller sove.

Jeg er i for dårligt humør.

Jeg er for hård ved mig selv. Jeg kan jo slet ikke lide at løbe(løgn), jeg skal hellere gøre noget, der er rart.

Jeg vil hellere hente Esther tidligt og være sammen med hende.

Jeg har for mange andre ting, jeg skal nå i dag.

Overspringshandlingerne står simpelthen i kø- både de lystbetonede(ringe til en ven, hækle, drikke kaffe…) og de mere pligtagtige(tøjvask, indkøb, endda regninger, der skal betales…).

Fortsæt selv listen… Hvis du kender det.

I gamle dage kunne jeg til dels motivere mig selv med, at jeg skulle tabe mig. Jeg lavede systemer for, hvor ofte jeg skulle løbe, så jeg kunne nå min idealvægt, og så pacede jeg mig selv afsted i regn og sne og ofte alt for tidligt om morgenen. Det virkede langt hen af vejen, men var ikke spor rart.

Nu er målet anderledes. Heldigvis er jeg ikke længere fjende med min krop – i hvert fald ikke på den måde. Jeg vil gerne løbe, fordi det giver mig en følelse af at være stærk, fordi det giver mig nødvendige endorfiner, og ja, fordi en løbetur aldrig kommer skidt tilbage.

Al den energi, jeg bruger på en løbetur, kommer dobbelt op tilbage. Ofte nyder jeg turen, så snart jeg er i afsted. Jeg bliver klar i hovedet, så jeg kan klare ting på den halve tid bagefter – hvis de altså stadig er vigtige efter turen. Jeg bliver frisk, så jeg kan gå senere i seng, og dermed nå mere om aftenen, og jeg bliver en gladere og friskere mor, når jeg henter… muligvis en halv time senere.

Det samme gælder i øvrigt en gåtur eller yoga – jeg har så mange undskyldninger… selvom min krop skriger på bevægelse… Og faktum er, at al den tid og energi, jeg bruger på det kommer tilbage i rigelige doser.

Så nu håber jeg, at jeg har overbevist mig selv… for good… Det hele begynder med at tage løbeskoene på… Jeg kommer ikke til at fortryde det.

Det er kærlighed til krop og sjæl. Så just do it!

Hvad er dine undskyldninger? Eller strategier for at komme afsted?