I løbet af de næste 4 uger vil jeg hver uge præsentere en ny udfordring, som du kan være med på, hvis du har lyst.

Formålet er at få ryddet op i vaner og mønstre og at blive og handle mere bevidst, så du kan leve i overensstemmelse med dine værdier.

I denne uge hedder udfordringen: Køb mindre-Køb det rigtige. 

Sandheden er, at vi har råd til rigtigt meget kvalitet og luksus i vores liv, hvis vi blot undgår at købe alt muligt unødvendigt og ligegyldigt (crap) fyld.

Når vi rydder op, bliver vi virkelig konfronteret med mange ting, som vi på et eller andet tidspunkt har valgt at bringe ind i vores liv…

Du undrer dig måske… eller du ved godt, hvorfor du købte det. Måske forsøgte du at købe lykke, måske var det bare et godt tilbud, måske købte du det samme som din veninde, måske modtog du en gave, du ikke brød dig om, måske forsøgte du at dulme et eller andet ved at shoppe…

Prøv i denne uge virkelig at handle bevidst… hver gang du lægger noget ned i kurven, så tænker du, er det her det rette for mig? Er det i overensstemmelse med den, jeg gerne vil være? Og når du shopper… synger dit hjerte ved tanken om at få denne sag på? Eller er det bare endnu et stykke tøj til samlingen?

I løbet af ugen vil jeg komme med mine egne overvejelser i forhold til “at købe det rigtige” og husk, det er fuldkommen subjektivt. Det, der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig og omvendt. Jeg håber, du vil blive inspireret.

Hav en dejlig uge!!!