Det er fuldkommen fascinerende, hvad især vi kvinder kan gemme i vores håndtaske…
Altså udover pung, nøgler og telefon, som vi jo har brug for hver gang, vi går ud af døren… blokke, kuglepenne, adskillige pakker kleenex, makeup, boner, tilgodebeviser, strømpebukser, smykker, postkort, lidt sødt eller sundt, brochurer, visitkort, tyggegummi, gamle billetter og småbørnsmødrene(sutter, bleer, vådservietter, figenstænger eller andre snacks)… Fortsæt selv listen…

Ryd op i din håndtaske i dag. Tøm din håndtaske for alt indhold – helst nu. Grin og glæd dig over alt det, du finder.

Overvej at gøre det til en vane at tømme din håndtaske hver dag, når du kommer hjem. Læg alle tingene på deres plads. Vigtige boner gemmes i bonkassen/skuffen eller smides ud, hvis du ikke får brug for dem igen. Visitkort hænges på opslagstavlen, eller hvor du gemmer den slags. Affald kasseres. Vandflasken tømmes og vaskes op, inden den trækker mug. Smykker, legetøj, makeup etc. lægges på plads. Uspiste snacks lægges tilbage i køkkenskabet. Pung og nøgler lægges på deres plads fx en lille skål i entreen – her kan du også lægger andre ting, du ALTID har med, fx lommetørklæder. Tasken placeres tom på sin egen plads – måske på en hylde eller en knage.

I morgen er den klar til at blive pakket til den nye dags udskejelser.

Jeg pakker som udgangspunkt kun tre faste ting i min taske: Nøgler, pung og telefon, resten afstemmes efter behov for hver gang, jeg går ud af døren… Er vi forkølede, er det klart, der skal kleenex med, skal vi på en lille tur, skal vi have snacks med. Skal jeg alene med toget pakkes en bog eller hækletøj.

Jeg holder af at holde det enkelt og medbringer kun det, vi skal bruge. Dette skaber lethed og overskuelighed, når jeg kigger ned i tasken.

Share: