Der er forskel på rod.

Noget rod opstår over tid – i skabe, i skuffer, på hylder, i reoler og i hele rum. Ting og sager, du ikke rigtigt bruger, bliver gemt af vejen og sikkert også glemt. Det kræver en stor indsats at komme til bunds i det, det er klart, for det er jo opstået over lang tid.

Men der findes også en anden slags – hverdagsrod. Den rod, der opstår hele tiden og hver dag – af det levede liv, og her skal en daglig indsats til for at holde dit hjem pænt og ryddeligt.

 

Hverdagsrod har det med at klumpe sig sammen og opstår særligt hurtigt nogle steder i din bolig. Måske er det køkkenbordet, entreen eller badeværelset, der udfordrer dig, måske er det stolen eller gulvet i soveværelset, der bugner af den sidste uges tøjbrug eller skrivebordet, der flyder over med halv- og helfærdige projekter, brugte kaffekopper, regninger, tegninger, huskelister og ja, papirer og breve, du ikke lige har taget stilling til endnu.

Det kan synes umuligt at holde rodet nede sådanne steder, men en ting er sikkert, det kan lade sig gøre, og hvis du ikke forsøger, så kalder rodet på endnu mere rod.

Så ugens tip er at afprøve denne metode:

 

Udvælg dig et typisk rodet sted i din bolig, og gør til en vane hver dag at rydde helt op her. Det er lige gyldigt, hvornår på dagen, du gør det, blot det at du gør det hver dag, gør det nemmere for dig og holder rodet på afstand. Dog vil jeg sige, at gør du det lige inden sengetid, vil du opleve, hvor fantastisk det er at begynde dagen med et opryddet skrivebord, en smilende lænestol eller en entre, hvor alt hænger og står, som det skal. Det siger sig selv, at det ikke virker, hvis du blot rykker rodet til et andet sted, i stedet må du tage stilling til hver enkelt ting: Kassere, lægge på plads og ordne.

 

Måske sætter du dig for at rydde op på skrivebordet hver dag.  Hver dag kasserer du så gamle noter, besvarer invitationer, vasker kaffekopper op, betaler regningen, organiserer din noter, sætter kuglepenne på plads, tørrer bordet af osv.

Når du har ryddet op på det udvalgte sted hver dage en uge, vil du være klogere på, hvorfor rodet opstår så hurtigt lige præcis her. Måske er det her, du læsser tasker, overtøj og pakkenelliker af, når du kommer hjem, måske er det her, du smider dit tøj midt i tøjkrisen eller udmattet efter en lang dag, måske er det her ting ender, når du ikke ved, hvor du ellers lige skal gøre af det. Du vil blive mere opmærksom på, hvornår du blot smider ting her og vil højst sandsynligt ændre adfærd. Hvis du alligevel skal lægge/sætte/hænge det på plads senere, kan du jo lige så godt gøre det nu. 🙂 Hold dog øje med, at du ikke blot finder nye steder til “rodet”.

Nyd hvordan du hver dag kan se et sted i din bolig, som plejer er være rodet, nu er helt ryddeligt. Læg mærke til de positive effekter på dit humør, din energi og måske resten af din bolig.