For mig har det betydet alt, at jeg er lykkedes med at finde en anden vej. At jeg er lykkedes med at skabe en hverdag for mig og Esther, som er bæredygtig for mig og hende. En hverdag, hvor jeg arbejder med det, jeg elsker, hvor jeg kan forme mit arbejdsliv fuldkommen efter mine ønsker, min udvikling og det, jeg kan se, der er behov for. En hverdag, hvor jeg bidrager ægte. En hverdag med plads til en løbetur, en yogatime og en kop kaffe med en veninde, mens Esther er i børnehave.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men lige for tiden ramler jeg konstant ind i kvinder, der er løbet totalt tørre for kræfter i deres hverdagsliv, som har mistet deres smil, og som bare kan mærke, at der skal ske noget andet, uden at de har en idé om, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Og jeg må bare sige, at jeg genkender det med et stort stik i hjertet.

Sådan havde jeg det selv – allerede før min 1. sygemelding…

Altså jeg elskede mit job på mange måder. Jeg elskede eleverne, at undervise og mine kolleger, men jeg blev også mast. Noget andet kaldte på mig og en længsel i mig var uforløst. Jeg knoklede dagligt for at nå alt mit arbejde, alle løse ender og alle to dos. Jeg higede efter anerkendelsens sug og efter at komme i mål, men det eneste, der skete var, at nye opgaver tårnede sig op. Det var en umulig opgave, dømt til at mislykkes.

Jeg kan huske, at jeg fik velmenende råd, om at jeg ikke skulle tage det hele så tungt, så nært, at jeg skulle holde mit arbejde i udstrakt arm.

Så jeg forsøgte at skrue ned… Ned for ambitionerne, ned for kravene, ned for mig, og resultatet blev at passionen også dalede, jeg mistede mening – ja, pludselig blev det hele temmelig meningsløst.

Ikke når jeg stod i det. Mine elever har altid formået at ramme mig i hjertet og fået mig til at levere det bedste, jeg kunne.

Men når jeg cyklede afsted om morgenen eller kom hjem, så mærkede jeg hvor meningsløst det hele var i den store sammenhæng, hvor meget det strittede på mig.

Jeg følte modstanden, og alligevel fortsatte jeg. For hvad var alternativet? Og jo længere tid jeg fortsatte, des mere udmattet blev jeg. Tristheden og angsten tog over.

Ikke udadtil.

Der formåede jeg det meste af tiden at bevare mit smil og levere.

Men indeni.

Det kunne ikke fortsætte.

Men det gjorde det.

Lidt endnu.

Måske allermest, fordi jeg manglede forbilleder, og fordi jeg ikke kunne se vejen ud eller væk, fordi de tanker og drømme, jeg havde om, hvordan jeg gerne ville have det, lå alt for langt fra den realitet, jeg stod i.

Så ja, jeg genkender det! Genkender knokleriet, udmattetheden, afmagten, uoverskueligheden, smerten og umuligheden i at se løsningen.

MEN samtidigt, så ser jeg potentialet og mærker håbet, troen og tilliden på deres vegne.

Jeg får lyst til at tage dem i hånden og sige, det nok skal gå.

Jeg får lyst til at pege i retning af lyset.

Jeg får lyst til at hjælpe dem med at lære sig selv at kende igen.

Og jeg får lyst til at give dem en stor pose mod til at tage de første skridt.

For jeg ved, at når det lykkedes for mig, så kan andre også gøre det. Med de rette forbilleder og den rette hjælp kan også du begynde at bevæge dig i den rigtige retning for dig.

Jeg tror på, at vores rejser er unikke, og at vi skal forskellige steder hen. Men jeg tror også på, at vores skridt på vejen og vores kriterier for destinationen har rigtigt mange fællestræk.

Noget af det, jeg dagligt sætter så vanvittigt stor pris på er:

At vi kan sove til, vi vågner.

Jeg skal ikke længere flå mig selv og mit barn ud af søvnen for at stå nede i institutionen kl. 7, for at jeg kan stæse afsted og være klar til at arbejde kl. 8.

Når jeg indimellem har oprydningsbesøg eller uddannelse eller møder, der ligger så tidligt, at vi må benytte vækkeuret, så bliver det nærmest en eksotisk ting, at vi skal tidligt afsted.

-At jeg selv bestemmer indholdet af mine arbejdsdage og -opgaver.

Ikke flere intetsigende møder eller meningsløse arbejdsopgaver, som nogen et sted i systemet langt fra skolen har bestemt, jeg skal lave, mens jeg kan se et helt andet langt vigtige menneskeligt behov må udskydes eller nedprioriteres.

De aller fleste dage kan jeg arbejde efter min dagsform, min lyst og mit flow. Jeg bestemmer selv, hvad der giver mening at bruge min tid på, og det betyder en helt masse arbejdsbegejstring, og at jeg sjældent føler mig drænet.

-At jeg har tid til pauser og opladning i løbet af min dag.

I “gamle” dage gik jeg ofte direkte fra undervisning til et vigtigt møde (i min såkaldte frokostpause) til mere undervisning til endnu et vigtigt møde. No wonder, jeg klaskede sammen på sofaen, når jeg kom hjem.

Nu sørger jeg for skabe plads omkring mine højpræstationer, som er oprydningsbesøg, 1:1 samtaler, undervisning, workshops og webinarer. Jeg ved, at jeg bruger rigtigt meget energi her, og derfor er det vigtigt med opladning og afladning.

-At jeg har energi til Esther, når jeg henter hende.

Jeg husker med sorg, hvordan jeg faktisk ikke rigtigt følte overskud til hende, når jeg hentede hende efter en lang arbejdsdag. Jeg tænkte mest på, hvordan jeg lettest kunne klare mig igennem eftermiddag, mad og putning, så jeg kunne få fred og være alene. Og det stod i så skærende kontrast til, hvor meget jeg havde savnet hende i løbet af dagen – der var bare ikke flere ressourcer tilbage.

Selvom jeg i dag har masser af jern i ilden og jonglerer en masse bolde, så har jeg rum omkring mig til at nære mig selv i løbet af min arbejdsdag – ikke mindst, fordi jeg nyder mine arbejdsopgaver. Derfor er jeg modsat tidligere frisk i hovedet, og de allerfleste dage klar til hverdagseventyr med hende, når jeg henter hende.

-At så mange dejlige mennesker finder vej til mig.

Mennesker kan bruge min historie, min viden og mine dyrtkøbte erfaringer til noget. At jeg på den måde får lov at hjælpe mennesker trygt og kærligt videre i deres proces – både gennem oprydning og gennem mine samtaler med mennesker. Dermed giver det hele mening på et højere plan. Den smerte og den udvikling, jeg har været igennem, har ført mig hertil, hvor jeg rent faktisk kan hjælpe mennesker fra et helt andet udgangspunkt, med en anden indføling, en større forståelse for dem og deres situation.

-At det lykkedes, og at det lykkes igen og igen.

Jeg kniber mig i armen over, hvor dejlige og meningsfulde de allerfleste af vores dage er. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg tog springet, lænede mig ind i tilliden og besluttede, at det eneste rigtige var at skabe et alternativ til den hverdag, jeg ikke længere kunne eller ville klare.

For mig har det været forskellen på alt!

Forskellen på at være moren, der inderst inde er trist eller glad.

Forskellen på en dag fuld af to do’s eller en dag fuld af YES-opgaver.

Forskellen på at bruge min energi ude eller hjemme.

Forskellen på at knokle eller nyde.

Forskellen på at føle tunghed eller lethed.

Forskellen på at følge strømmen eller følge mit hjerte.

Forskellen på at overleve eller leve.

Forskellen på at bruge min tid på det, der forventes eller det, der nærer mig.

Forskellen på ligegyldighed eller mening.

Forskellen på en krop, der larmer med alle alarmknapper eller en krop, der viser mig, hvilken vej jeg skal gå.

Forskellen på at være styret af angst eller kærlighed.

Så hvor end du er på din rejse, og hvor du ønsker at komme hen, så tror jeg på dig. Jeg ved, det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det bliver endnu bedre, end du kan forestille dig lige nu. Alt det kræver er, at du tør følge dit hjerte og begynder at sætte den ene fod foran den anden i den rigtige retning.

Vil du have min hjælp, så læs med her om mine samtaler Rum Til Dig. Du kan også skrive til mig for at få en uforpligtende 15 minutters snak, hvor vi sammen finder ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig.

Share: