Nogle gange går tingene ikke så stærkt, som vi ønsker:

  • Et ønsket vægttab lader vente på sig
  • Det går for langsomt fremad med kæresten
  • Du kommer dig ikke hurtigt nok over sygdom – fysisk eller psykisk
  • Noget i dit arbejde går trægt
  • Rodet ligger i uoverskuelige bunker i kælderen, i skabet eller i boligen generelt lige meget hvor meget du rydder op
  • Boligjagten synes håbløs
  • Børnene stritter imod og “nægter” at samarbejde

Noget stagnerer, og du får måske følelsen af at sidde fast, af at det hele kører i samme rille eller endnu værre af at tage skridt tilbage. Det kan være så sindssygt frustrerende…

I sådanne situationer kan det hjælpe at finde ind til tilliden til, at alting løser sig, når tid er.
Du behøver ikke at fortsætte den ulidelige kamp, men kan læne dig lidt tilbage. Stole på processen, noget er undervejs, også selvom du ikke kan se synlige resultater lige nu.

I mellemtiden kan du forsøge at skifte fokus. Læg fx mærke til planterne, de er tit tydelige beviser på, at der faktisk sker noget. Nye skud, der er vokset ud eller op i løbet af natten, lysegrønne knopper på træerne(det skete i weekenden, har du lagt mærke til det?) eller krokussen som pludselig blomstrer.

Du kan også skifte fokus og skabe synlige resultater et helt andet sted i dit liv. Kreative projekter eller andre sysler i hjemmet er meget taknemlige, for her er resultatet hurtigt tydeligt: En malet væg eller reol, en tegning, en strikket klud, et lækkert brød, en flot kage, omrokering i stuen eller hvad med en grundig oprydning – måske bare i en skuffe.

Da jeg var sygemeldt brugte jeg både kreative projekter og oprydning til at skabe små synlige resultater for mig selv.

Da jeg havde det allerværst og ikke mærkede den mindste bedring fra dag til dag eller uge til uge, købte jeg 19 nøgler garn til mit hidtil største hækleprojekt – et tæppe med en superflot struktur. Jeg havde set det på IG.

Jeg gik i gang og sagde til mig selv, når jeg engang er færdig med det her tæppe, så har jeg det godt, og så prøvede jeg at slippe min utålmodighed og frygt lidt… “Hvornår får jeg det bedre?” og “Får jeg det nogensinde bedre?” blev lagt lidt til side, og så hæklede jeg, når jeg havde kræfter.

Der blev helt sikkert tænkt mange tanker, mens det tæppe blev til, men der var mere ro på, fokus lå et andet sted, og jeg havde placeret bedring et sted ude i fremtiden.

Jeg nød at se, hvordan noget voksede, og langsomt, i begyndelsen uden jeg opdagede det, begyndte jeg at få det bedre. Da tæppet var færdigt, var jeg ikke på toppen endnu, men jeg havde det mærkbart bedre.

Oprydningen brugte jeg sideløbende. Jeg har jo været bidt af oprydning i mange år, så det var egentlig noget, jeg havde lyst til, at komme et spadestik dybere, at få sorteret endnu mere ud og fra i klædeskabet, i skufferne og på loftet og komme tættere på kernen hvem er jeg? og hvad jeg kan lide?

I begyndelsen mødte jeg dog modstand fra min krop og blev meget frustreret over, at jeg ikke kunne rydde op med de samme kræfter som før. Selvom jeg kunne ligge på sofaen og have masser af lyst og ideer til, hvor jeg skulle have ryddet op, strittede min krop imod, og kom jeg i gang, gik der ofte kun kort tid, før trætheden overmandede mig, og jeg måtte lægge mig igen.

Jeg fandt ud af, at jeg måtte dele oprydningen op i usandsynligt små bider, som jeg både på forhånd og reelt kunne overskue at gennemføre.

Når jeg havde klaret en hylde, holdt jeg en pause og fejrede resultatet. Jeg arbejdede med at stille mig tilfreds med de mindste, men dog meget synlige resultater, og langsomt fik jeg kræfter til flere små eller lidt større projekter hver dag.

Pauserne blev kortere, og pludselig kunne jeg nogle dage skippe middagsluren, fordi jeg simpelthen ikke var træt. Det blev tydeligt for mig, at jeg var på vej.